Til hverdag bor og arbejder stenhugger Klaus Unger inde i det hyggelige landskab i Nr. Lyngby, hvor han har atelier og udstilling på gården Lykkesholm. Men nu og det næste halve år kan man møde en gruppe af hans skulpturer også nogle få kilometer derfra, nemlig ved Løkkensvejen i haven ved Galleri Katte fra Hundelev.
Klaus er tredje generation af tyske stenhuggermestre fra Dortmund. I første omgang havde han holdt ferie gennem 25 år i Nr. Lyngby, men for snart ti år siden valgte han og hans kone, Hannelore, at slå sig ned på stedet. De solgte stenhuggerværkstedet, som Klaus´ farfar havde grundlagt i 1904. Dermed byttede de en travl storby-hverdag med lønregnskab for lærlinge og svende og alt, hvad der hører til, med et roligere liv på landet. Her har han gennem årene arbejdet i mange slags sten fra hele Europa. Blandt favoritterne er den grønne sten med betegnelsen Anröchter Dolomit – som man også kan møde i den aktuelle udstilling som skulpturen Skagerrak møder Kattegat. Det samme gælder den italitenske eller franske marmor, som også er blandt de foretrukne stenarter. Klaus holder også af muslingekalksten fra Sydfrankrig på grund af strukturen med skaller og koreller. Klaus Unger er efterhånden kendt for en række arbejder opstillet på egnen, blandt andet i Hirtshals og Løkken. Her har mange sikkert mødt hans granitfisk, som svømmer rundt i stenbelægningen på gaderne. For tiden arbejder han på en 3½ meter stor skulptur, der skal stå i Snedsted nær Thisted. Klaus Ungers skulptur-udstilling i Hundelev er åben hele tiden, da den står ud til gaden. Galleriet har åbent hele dagen på søn- og helligdage – og fra skoleferien også fra mandag til torsdag. |
.